Ferieåret 2021
Optjent 01-09-2021 – 31-08-2022
Afholdelse 01-09-2021 – 31-12-2022
Alle feriedage bør være afholdt inden 31-12-2022. Det er kun ferie ud over 4 uger (5. ferieuge), som kan udbetales eller overføres. Resten tilfalder Feriefonden (Skal indberettes senest 15. november 2023 på www.virk.dk). Eneste undtagelse herfor er feriehindring (Sygdom, barsel, værnepligt mv – se udtømmende liste her: Hvad er feriehindring?)
Fristen for at indtaste oplysninger om overførsel af ferie på grund af feriehindring i selvbetjeningsløsningen på Virk.dk er den 31. januar 2023.
Ferie ud over 4 uger (5. ferieuge) kan udbetales eller overføres til næste ferieår
Der kan dog være overenskomstaftaler, hvor der er begrænset mulighed for at overføre ferie.
Udbetaling af ferie ud over 4 uger (5. ferieuge)
Med den nye ferielov har jeres medarbejdere ret til at få udbetalt overskydende ferie ud over 4 uger (5. ferieuge) uden at holde ferien.
Timelønnede og fratrådte funktionærer
Er feriepengene allerede indberettet til FerieKonto/Feriepengeinfo, skal jeres medarbejder anmode om udbetaling af ferien ved at logge på selvbetjeningsløsningen ‘Se og bestil feriepenge’ på borger.dk. Det gælder for timelønnede og fratrådte funktionærer.
Hvis jeres medarbejder har modtaget visse offentlige forsørgelsesydelser, bliver det antal dage, som medarbejderen har modtaget ydelserne, trukket fra antallet af feriedage ud over 4 uger (5. ferieuge) – medmindre medarbejderen har været feriehindret.
Hvis jeres medarbejder har modtaget offentlige ydelser i flere dage, end der er feriedage ud over 4 uger (5. ferieuge), kan medarbejderen ikke få feriedagene udbetalt.
Medarbejdere med ret til løn under ferie (funktionærer)
Hvis jeres medarbejder er ansat i en uopsagt stilling og har været det i hele ferieafholdelsesperioden, skal I udbetale feriepengene direkte til medarbejderen.
Jeres medarbejder skal udfylde Blanket om overskydende ferie og aflevere den til jer. I har pligt til at gemme blanketten efter bogføringslovens regler.
Hvis jeres medarbejder i ferieafholdelsesperioden har modtaget visse offentlige ydelser, må I ikke udbetale feriepengene til medarbejderen.
I det tilfælde skal lønmodtageren sende blanketten til FerieKonto, som træffer afgørelse om udbetalingen og sender afgørelsen direkte til lønmodtageren.
Følgende offentlige ydelser modregnes i feriedagene:
- Arbejdsløshedsdagpenge
- Midlertidig arbejdsmarkedsydelse
- Kontantydelse
- Efterløn
- Fleksydelse
- Ledighedsydelse
- Ressourceforløbsydelse
- Integrationsydelse
- Uddannelseshjælp
- Kontanthjælp
Jeres medarbejder skal oplyse om de ovenstående ydelser, når medarbejderen anmoder om udbetaling. Hvis medarbejderen har modtaget en af disse offentlige ydelser, er fristen for at anmode om udbetaling er senest den 30. september 2023 for ferieafholdelsesperioden 01-09-2021 – 31-12-2022.
Overførsel af ferie ud over 4 uger (5. ferieuge)
En arbejdsgiver og en medarbejder kan indgå en aftale om at overføre ferie ud over 4 uger (5. ferieuge) til den næste ferieafholdelsesperiode. Der kan dog være overenskomstaftaler, hvor der er begrænset mulighed for at overføre ferie.
Fristen for at indtaste oplysninger om overførsel af ferie ud over 4 uger (5. ferieuge) i selvbetjeningsløsningen på Virk.dk er den 31. december 2022, hvor ferieafholdelsesperioden slutter.
Før der overføres ferie ud over 4 uger (5. ferieuge), skal I lave en skriftlig aftale. Jeres medarbejder har ikke krav på at overføre ferie, hvis I ikke er enige om det.
Krav til den skriftlige aftale
Når I laver en aftale om overførsel af ferie, er der følgende krav:
- Aftalen skal være indgået inden den 31. december 2022.
- Medarbejderen skal være ansat på aftaletidspunktet.
Løn under ferie (funktionærer)
Har jeres medarbejder ret til løn under ferie og er i fortsat ansættelse, aftaler I indbyrdes at overføre ferie ud over 4 uger (5. ferieuge). Det skal ikke indtastes hos Virk.dk, at ferien overføres.
Vil du gerne høre mere om, hvordan vi hjælper med at forstå den nye ferielov og skaber øget bundlinje gennem optimerede lønprocesser.
Kontakt os endelig på 86869383